Jesper Holm på 21 år har et halvt år tilbage af sin STU, og så vil han gerne starte på EGU-uddannelsen som tømrer. Han er en af de første studerende, som har taget dele af sin STU i Sputnik og dele i Conzept.

”Jeg startede i Sputnik i april 2015, og der tog jeg min dansk- og engelsk-eksamen. Jeg fik ikke afsluttet 9.klasse på min folkeskole. Efter det vidste jeg ikke, hvad jeg ville, men så kom jeg i 2 ugers praktik i Conzept, hvor jeg lavede min første stol.”

Siden er det blevet til både den anden, tredje og fjerde stol, og nu bygger Jesper huse med de andre studerende på Conzept. Efter praktiksuccesen talte Sputnik og Conzept med Jespers UU-vejleder om at overflytte ham, og nu tager han det sidste år på Conzept. Samarbejdet mellem de to STU’er giver unge med hænderne godt skruet på mulighed for at kombinere det boglige og håndværksmæssige på en måde, der giver mening.

Bygger huse og måler vinkler

”Jeg har været glad for at lave noget. Lige nu er vi i gang med bunden til det næste hus. Det skal være 12 m2, så det er et stort hus. Efter bunden laver vi væggene, og så arbejder vi inde i huset, inden vi sætter døre og vinduer i.” Jesper fortæller med begejstring om arbejdet, og han måler velvilligt op, når leder af Conzept Jesper Kaag giver instrukser. ​

Lederen fortæller om Jespers udvikling ”Han har virkelig shinet det halve år, han har været her. Han synes, det er fedt at bygge. Nu har han matematik med vores underviser Rikke og skal til eksamen til sommer.”

”Jeg har stadig lidt svært ved matematikken, men i starten gik jeg rundt med en lommeregner hele tiden. Nu kan jeg de fleste regnestykker i hovedet. Man skal kunne sine vinkler og procenter for at se, hvordan huset skal bygges,” siger Jesper Holm.

“Det er den bedste følelse, når man er helt smadret”

Efter matematikeksamen er Jespers STU færdig, og han ser spændt på fremtiden: ”Jeg skal have en EGU, og så skal jeg ud at arbejde på byggepladser. Det ville jeg være virkelig godt tilfreds med – at komme ud og rive tage ned og bygge huse op. Det er den bedste følelse overhovedet, når man er helt smadret og kommer hjem og føler man virkelig har lavet noget.”​​

5 hurtige til Jesper

Hvad er det sjoveste ved at være på Conzept?
Det sjoveste var en børnehave, vi skulle skifte tag på – faktisk lige ved Sputnik i Hillerød. Det var fedt at fjerne de rådne bjælker, sætte nye op, gøre rent og sætte nye tagsten på og fuge dem.

Hvad håber du på for din fremtid?
Helt klart at fortsætte med tømreruddannelsen.

Hvad er det vigtigste, du har lært hos Conzept?
God kommunikation og samarbejde. Og så at bygge stole og huse – det er nemmere, når man har prøvet det én gang.

Hvad er det vigtigste, du har lært i Sputnik?
Det var, at jeg gjorde min dansk og engelsk-eksamen færdig. Jeg fik også nye kammerater der, allerede da jeg havde været der en uge.

Hvad laver du i din fritid?
Jeg styrketræner hos Smiley Fitness, og så er jeg derhjemme og snakker med venner over telefonen eller spiller playstation.​

​Fakta om samarbejdet mellem Sputnik STU og Conzept STU

  • ​Den unge er indskrevet på en primær STU, og den anden STU bliver så underleverandør.
  • ​Fx kan en ung være på Sputnik 3 dage om ugen og på Conzept 2 dage om ugen eller omvendt.
  • ​Samarbejdet tager udgangspunkt i, hvad der giver mening for den enkelte unge.
  • ​Sputnik og Conzept står i fællesskab for den relevante dokumentation, så den unge har én uddannelsesplan, én kompetencevurdering m.v.
  • ​Kontakt Sputnik STU, leder Torbjørn Berg 26 44 34 39
  • ​Kontakt Conzept, leder Jesper Kaag 51 94 47 65
  • Læs artikel om samarbejdet mellem Sputnik og Conzept​