Josefine: Sputnik har støttet mig til at kunne selv​

Med tre diagnoser i bagagen og en portion udiagnosticeret angst står elevpladserne ikke i kø. Alligevel er det lykkedes velovervejede, smilende og strukturerede Josefine at få plads i Daells Bolighus. Det har krævet benhårdt arbejde, selverkendelse og den rigtige støtte undervejs.

Interview af Lene Holst Holmgård, kommunikationsmedarbejder i Sputnik

Josefine Marie Gry Christensen er tidligere studerende på Sputnik STU i København. Hun har papir på OCD, Tourettes og ADHD og har også haft perioder med jævnlige angstanfald. Da hun gik i 8. klasse, fik hun en IQ-test, der fortalte hende, at hun havde en mindre mental retardering.

”På mine gode dage kunne jeg godt se, at det ikke var mig, og jeg kunne ikke få det til at passe sammen: Hvis man er mindre mentalt retarderet, så går man ikke op og scorer 12. Men på mine dårlige dage, fik det mig ned. Det var først på Sputnik STU, jeg fik lavet en ny test, og fik fjernet det, der stod på papiret. Jeg har måske ikke en IQ, der er højere end gennemsnittet, men den er ok. Her så de også på min måde at lære på: Jeg kæmper for det og lykkes med det.”

Jeg fik for alvor troen på mig selv

Josefine gik på den lokale folkeskole frem til 8. klasse, men lærerne havde ikke ressourcer til at tage sig af hende. Det blev hendes eget råb om hjælp på inspektørens kontor, der fik hende først på Grennesminde i 9. klasse, hvor hun fik sin første faglige succesoplevelse og sin første kæreste, og siden videre på Sputnik STU.

Vil du fortælle om din tid på Sputnik STU?

”Jeg tog 10. klasse på VUC, mens jeg var i Sputnik og scorede et 12-tal i mundtlig dansk. Jeg tog også mundtlig og skriftlig engelsk og matematik. Her klarede jeg mig knap så godt, men jeg bestod.”

”På Sputnik fik jeg for alvor troen på mig selv. Dengang føltes det som to skridt frem og ét tilbage, men på længere sigt kan jeg se, at det var ti skridt frem og ét tilbage. Underviserne gjorde rigtigt meget for mig for at jeg kunne selv. Vi brugte meget tid på, at det ikke var andre der var min succes. Jeg kunne tænke dengang, at jeg fik 12, fordi Rikke (Josefines y-lærer/kontaktlærer) stod uden for døren, mens jeg var til eksamen. Men jeg ville jo ikke have fået 12, hvis ikke jeg kunne noget selv.”

”Jeg var også på musikholdet og var glad for det. Det løsnede lidt op og gjorde, at jeg kunne give slip. Men det var ikke piece of cake, da vi skulle synge for hele skolen den sidste dag, jeg rystede over hele kroppen. Jeg pressede mig selv ud over kanten; nogle gange for meget, nogle gange tilpas.”

Min bedste ven fik jeg på Sputnik

Hvordan havde du det med de andre unge på Sputnik STU?

”Jeg fandt ud af lige i starten af min STU, at jeg fungerede godt socialt. Det gode var, at der var plads til alle. Vi kendte ikke nødvendigvis hinandens problematikker, men vi var gode til at acceptere hinandens præmisser. Hvis der var noget, blev det løst. Jeg fik min bedste ven, Kasper, på Sputnik. Vi skriver sammen hver dag. Han ved alt om mig, og jeg ved alt om ham, næsten, vi har lige dårlig humor☺.”

Josefines y-lærer, Rikke Mikkelsen fortæller, at Josefine var utroligt vellidt. Mange opsøgte hende og ville gerne være hendes ven, så hun skulle også øve sig i at sige nej.

”Underviserne lærte mig ikke at tage de andres følelser på mig. Jeg blev hurtigt ’smittet’. Hvis en veninde var ked af det, blev jeg også ked af det, og hvis hun var glad, var der også stor chance for, at jeg var glad. Det var ikke så nemt for mig at sige fra, men det øvede jeg mig i.”​

”Det har været så vildt at følge Josefines udvikling”, fortæller Josefines y-lærer Rikke Mikkelsen. ”Der er ikke noget, der er kommet af sig selv, Josefine har knoklet for at nå hertil. Vi brugte det sidste halve år på løsrivelse: At Josefine kunne selv uden os. At tro på at hun faktisk var klar til at komme videre, og at hun havde fået de redskaber med sig, som hun skulle bruge… Og det kunne hun!”

Jeg ville gå på en uddannelse, jeg vidste jeg kunne gennemføre

Fortæl om den uddannelse du er på nu

”Jeg har fået en elevplads i Daells Bolighus i Hillerød. Jeg skal være over hele huset, men får speciale i interiør og boligdesign. Det er noget nyt, at man bliver specialiseret. Dem, der har været der i 19 år har ikke et speciale, så jeg skal uddanne dem, når jeg kommer tilbage fra skoleophold. Det er meget fedt; så kan jeg give noget tilbage af det, jeg har lært.”

”Det, der bliver den største udfordring i Daells er, at mit stressniveau er meget højt. Det har jeg sagt til min chef. Han svarede: ”Så er det godt, vi har et stort lager, hvor du kan gå ud og være dig selv.” Jeg tror, han er rigtigt god.”

Hvordan faldt valget på butik og detail?

”Jeg har egentlig altid gerne villet være pædagog og brugte lang tid på at undersøge, hvad det krævede at komme ind på pædagogseminariet. Men det gik op for mig, at jeg blev nødt til at sætte forventningerne ned for mig selv. Det var vigtigere for mig at gå på en uddannelse, jeg vidste, jeg kunne gennemføre. Og så tænkte jeg på, at jeg som person er meget smilende og imødekommende, og derfor var detailvejen måske en god ide.”

Josefine søgte ind på HG, men fik i første omgang afslag, fordi hun manglede engelsk på D-niveau. Hun gik til sin y-lærer i Sputnik, og sammen kontaktede de Josefines UU-vejleder. Han ringede til HG og overbeviste dem om, at det var vigtigt for Josefine, og så fik hun lov til at starte i en såkaldt voksenklasse for at indhente det, hun manglede:

”I voksenklassen var alle meget motiverede. Det var voksne med børn og nogle på alder med mig. Bagefter startede jeg på mit 5 måneders HG-forløb, og her kom jeg i en klasse med 16-17-årige, der slet ikke var motiverede. Det trivedes jeg ikke lige så godt i.”

Når HG bliver en succes, er der ikke noget, der kan vælte mig

”Det gode ved at gå på en ordinær uddannelse er, at man ved, at man selv kan. Der er ikke nogen, der tager særlige hensyn til mig. Men der er heller ikke så mange skulderklap. Det manglede jeg nogle gange. Heldigvis har jeg en god familie, der bakker mig op. Min moster går hjemme, og hun sagde: ”Hvis der er noget, så ringer du bare.”

Josefine fortæller, at det er svært, når man er alene. Hun havde de nye klassekammerater, men de kendte ikke til hendes baggrund og vidste ikke, hvorfor hun nogle gange kunne være skrøbelig.

Hvordan kan det være, du ikke fortalte dine klassekammerater om dine udfordringer?

”På den ene side ville jeg ønske de kendte min baggrund, men på den anden side ville jeg ønske, de ikke gjorde. Jeg havde ikke lyst til at få en særlig behandling. Efter et par måneder fortalte jeg det alligevel, og der viste det sig, at der også var andre, der havde diagnoser. Der lærte jeg, at selv om det er en ordinær uddannelse, kan der godt sidde folk, der har det ligeså svært. Alle har noget at kæmpe med.”

Sådan har Josefine ikke altid set på det:

”Jeg har været ked af, at jeg har været speciel og har haft svært ved at acceptere det. Jeg har altid sammenlignet mig meget med mine veninder.” Rikke har været god til at dunke mig i hovedet og sige: ”Lad nu være med at være din egen værste fjende”, men jeg har også lært det ved at prøve selv.

Var det specielt at få hue på efter HG?

”Ja! Jeg havde det sådan, at når HG bliver en succes, er der ikke noget, der kan vælte mig. Vi var kun 2 i klassen, der købte en hue. For mig var det symbolet på noget, jeg havde gennemført. Så var det lige meget, om huen kostede 100 kr. eller 700 kr.”

Noget at stå op til

Hvad tænker du om fremtiden?

”Jeg tænker, at jeg har en fremtid. Jeg glæder mig til igen at have noget at stå op til (elevpladsen). Jeg vil ikke give op, selv om jeg ved, det bliver utroligt hårdt de første tre måneder. Der skal jeg bare arbejde og sove. Men jeg ved, hvad jeg går ind til. Jeg vil vise mig selv og andre, at jeg kan helt selv.”​

     Er Sputnik STU noget for dig?

Kom i en uforpligtende praktik på uddannelsen, inden du beslutter dig.​

Læs også: Interview med Kenneth fra Sputnik STU i Hillerød

Navn: Josefine Marie Gry Christensen

Alder: 21 år, snart 22
Bopæl: Helsingør
Uddannelse: HG, har elevplads i Daells Bolighus i Hillerød

STU: Gik på Sputnik STU København fra 2013-2015 ​

     Fem hurtige til Josefine

Hvad var det sjoveste ved at gå på Sputnik STU?
”Alle de aktiviteter, vi havde, f.eks. ridning og klub – når vi var sammen om noget.”

​Hvad er det vigtigste, du har lært fagligt på STU’en?
”At jeg er god til at gå til eksamen.”

Hvad er det vigtigste, du har lært om dig selv på STU’en?
”Jeg er blevet meget selvbevidst. Langsomt lærer jeg mine egne grænser at kende. Det er stadig svært, men det bliver bedre dag for dag.”

Hvad var det hårdeste ved at gå på STU?
”Jeg kunne ikke lide at føle mig speciel og fortælle andre, at jeg gik på en STU. Det tog mig lang tid at erkende, at jeg ikke kan alt. Men jeg kan meget!”

Har du et godt råd til andre, der overvejer at starte på STU?
”Vær villig til at få hjælp. Man kan ikke hjælpe nogen, der ikke vil hjælpes. Og én ting mere: Det er ok ikke at have det godt; man skal nok skal få det godt igen.”

     Digt

​Vejen mod at elske sit jeg er den længste tur, jeg nogensinde har vandret
Jeg tænker tit på sorgen, og på hvordan den blev forandret
Fra dag til anden med raske skridt, to frem og et tilbage
At glemme hvor man kom fra, og pludselig har man gode dage

​Jeg fanger mig selv, i frygten i at blomstre i dag
At komme ud fra sit skjul, og pludselig skulle vise sit flag
Tanken om verden, og alle de veje du kan gå
At vide hvad man vil, og hvad man vil opnå

​​Flere år er gået, og jeg tænker stadig på vejen jeg gik
Op og ned af ujævne bakker, og alle de ar jeg på vejen fik
Sår er svære at hele, og ar er svære at gennem
Men et lille strejf af lykke er der at fornemme

​​Vejen mod at elske det man står for, er en tur jeg stadig vandrer
Mit skrøbelige sind er med tiden kommet på bedre tanker
Vejen er uendelig, og lykken er svær at finde
Nu er jeg på vej, for nu er det min tur til at skinne

Digt, som Josefine har skrevet og delt på Facebook

Kontakt​oplysninger

Tilmelding til Nyhedsbrev

Sociale medier